Imponerende og smuk Futura arkitektur
Dette månedens hus er et unikt lavenergihus, som er gennemtænkt ned til mindste detalje. Huset er tilpasset grunden og bygningens udformning giver læ-kroge og kant til arkitekturen.
Huset er et KFS Futura på 190 m² med integreret vognly og redskabsrum. En overdækket indgang gør facaden mod vejen særdeles indbydende. De firkantede stålsøjler og hjørnevinduerne er med til at understrege de rene linjer.
De udvendige materialer er jordfarvede mursten, tagpap-tag, arkitekttagrender, zinkinddækninger samt sålbænke i zink. Let beklædning i ivarplank og vinduer i træ-alu sikrer minimal vedligehold. Den store terrasse er afskærmet med murede søjler og glas – derved bliver det hele én enhed. Ude og inde flyder sammen.
Indvendigt er lys, luft og wauv-effekter meget fint forenet med det rå og funktionelle look – der er skabt en super fin balance.
Huset er opdelt i fire sektioner. En børneafdeling med tre gode værelser og et multirum. En hall kombineret med bryggers og adgang til gæstetoilet – nemt tilgængeligt for både gæster og børn. En soveværelsesafdeling med eget badeværelse med badekar og walk-in. En smart detalje er gennemgangen fra soveværelse via walk-in og til bryggerset – en praktisk funktion som gør meget gavn i hverdagen. Og Husets fællesrum; køkken-alrum og stue.
Overalt er der ekstra højt til loftet, hvor hvide træbeton lofter skaber god akustik i samtlige rum. Væggene er murede og hvidmalede. Klinkerne har en lys varm farve og trægulvet er i ask med brunkerne. Der er ovenlysvinduer i multirum, hall og alrum. Et stort glasparti adskiller hall med køkken-alrum og stue og deler dagslyset mellem rummene. Samme funktion giver et højtsiddende smalt aflangt glasparti mellem multirum og hall.
Huset er bygget med lavenergifundamenter, tre lags glas i vinduerne, opvarmning via jordvarme og solceller.
Det er mange smarte detaljer. Blandt andet kan næves; indbyggede specialdesignede lamper i badeværelserne, integreret cykelskur og skjul til skraldespandscontainer udenfor ved redskabsrummet, hjørnevinduesparti i alrummet skaber dejlig åbenhed til haven, højtsiddende smalle aflange vinduer giver et godt indirekte lys og rå murstensvægge trækker rummene sammen, understøtter den rå stil og skaber hygge.
- KFS Futura
- Boligareal 190 m²
- Vognly m.m. 74 m²
- Varmeforsyningen jordvarme
- Energiforbrug 2.573 kWh
- Opførelsesår 2012