Unik og detaljeorienteret Futura arkitektur
Dette månedens hus er specialtegnet til grunden og dets beboere. To bygningskroppe skyder op mod en lækker udsigt, hvor lyset er delt mellem rummene, som indeholder en masse lækre detaljer.
Huset er et KFS Futura på 180 m² med integreret vognly på å 51 m². De to bygningskroppe er sammensat forskudt, hvilket giver et arkitektonisk, smukt udtryk og gode terrassekroge.
En åben hall byder dig velkommen idenfor. Her er et stort glasparti og god plads til at være en familie. Husets børneværelser ligger her, sammen med bryggers og badeværelset til både børn og gæster. Der strømmer også lys ind ad vinduer i tagforskydningen. Ganglinjerne er desuden udnyttet til opbevaringsplads.
Huset rummer også et stort køkken-alrum med meget skabsplads samt adgang til viktualierum. Fra alrummet går man til forældreafdelingen med et stort soveværelse, walk-in closet og eget badeværelse, som nemt kan benyttes af gæster, uden sengen nødvendigvis er redt. En indbygget pejs adskiller køkken-alrum og stue, hvor der fra stuen er der adgang til kontoret.
Materialevalget er gennemgående. En mørk facadesten går igen inde og ude. Både gavle ved køkkenøen, skorsten samt bænk i stue er muret og skaber sammenhæng. Klinkerne er lysegrå i skandinavisk stil med et strejf af brun. Vinduesrammerne er sorte indvendigt og skaber kontrast og hygge i rum med højt til loftet. Lofterne er hvide træbeton, som giver en super akustik. Der er skrå lofter overalt. Inventaret er hvidt og enkelt, og i køkkenet er emhætten bygget ind og hele væggen er udnyttet med skabe til loft. Lyse laminatgulve er flotte og praktiske og passer godt til stilen.
Overalt er der store vinduespartier, indvendige glaspartier, som deler lyset mellem rummene, og detaljer som en muret bænk i stuen og en muret brændeniche får ord som gedigent og gennemtænkt frem.
- KFS Futura
- Boligareal 180 m²
- Vognly 51 m²
- Varmeforsyning fjernvarme
- Energiforbrug 9.252 kWh
- Energimærkning A2010
- Opførelsesår 2015