Rummelig og skøn Futura arkitektur
Huset er et KFS Futura på 173,5 m² med tilhørende garage på 52,8 m². Derudover er der bygget en overdækket terrasse på 14,5 m², hvilket skaber en hyggekrog, der indbyder til lange lune aftener i sommerhalvåret. Hvem vil ikke gerne have en sø og rolig natur i baghaven?
De mørke murstensprofiler og markerede vinduer skaber kontrast til de lyse mursten. Dagslyset er prioriteret højt, og udover flotte store facadevinduer er der integreret et VELUX ovenlysvindue i køkken-alrummet samt flere højtsiddende vinduer, der bidrager til et ekstra godt lysindfald. De store vinduespartier til gulv er ligeledes med til at understrege husets rummelighed.
Huset har en god og funktionel grundplan. Indvendigt er materialevalget gennemgående lyst med tilføjelse af varme fra laminatplankegulvene og en enkelt malet væg, som giver en god wauw-effekt. De skrå lofter giver en ekstra dimension til huset, som kan være med til at gøre indretningen ekstra interessant, da der er forskellige muligheder i forbindelse med de varierende loftshøjder. Lofterne er Troldtekt, som er med til at skabe atmosfære og sørge for optimal akustik.
Når du træder ind i huset er der, til venstre, adgang til bryggerset, som er indrettet funktionelt med vaskemaskine, tørretumbler, vask og bordplads. Der er lavet en garderobe niche i hall’en, hvor det er muligt at montere en fin bøjlestang og etablere en bænk med plads til opbevaring af fodtøj. Fra hall’en er der yderligere adgang til et kontor, et badeværelse og to gode værelser, som med fordel kan agere børne- eller teenageafdeling.
Køkken-alrum og stue er særdeles rummelige og udgør husets hjerte. Det er ét stort rum, som indbyder til hyggeligt samvær. Her er der plads til at hele familien, inklusive gæster, kan samles om en hyggelig omgang madlavning eller snak i sofaen. Den forskudte placering af køkken-alrum og stue er med til at rummene bliver lettere adskilt, hvilket er med til at skabe forskellige zoner, men hvor man samtidig føler sig samlet på tværs af rummene.
En lille funktionel detalje er den skjulte indgang til viktualierummet gennem det sidste højskab i køkkenet. Der er ligeledes gode opbevaringsmuligheder i de mange skabselementer.
I forlængelse af stuen er husets voksenafdeling placeret, som består af et walk-in closet, soveværelse og badeværelse. Badeværelset er holdt i lyse, hvide farver, hvor klinkerne på gulvet og i brusenichen tilfører varme.
- KFS Futura
- Boligareal 173,5 m²
- Garageareal 52,8 m²
- Overdækket terrasse 14,5 m²
- Varmeforsyning fjernvarme
- Energimæssig ydeevne 6.159,25 kWh
- Energimærkning A2015
- Opførelsesår 2017
Alle vores huse designes individuelt til den aktuelle grund, og til den eller de mennesker der skal bo og leve i huset. Her får du indblik i alle detaljer, rumfornemmelser og materialesammensætning.
Få indblik i størrelsen på de enkelte rum, hvordan funktionerne er placeret i forhold til hinanden, ganglinjer og lysindfald. Det er vigtigt, at enhver bolig udvikles med en veldisponeret og gennemtænkt planæstestik.
Alle huse er bygget af KFS.