Unik og speciel Gable arkitektur
Dette månedens hus er tegnet specielt til dets beliggenhed. Det er et idyllisk træhus midt i skovens kuperede terræn.
Huset er et KFS Gable på hele 254 m². Huset er bygget i gode, naturlige kvalitetsmaterialer. Taget er spåntag i akacietræ, facadebeklædningen er sortmalet træ og vinduerne er hvide trævinduer. Skorstenen er opmuret i rå mursten, som udvendigt står godt til træbeklædningen. Indvendigt er den sorte pejs indmuret sammen med kaminhylder og niche til brænde.
Stueplanen indeholder éntre med trapperum, badeværelse, køkken-alrum, havestue, stue, soveværelse og walk-in. Kælderplanen indeholder bryggers/hunderum, to store værelser, vinkælder, viktualierum, teknikrum og badeværelse.
De skrå lofter giver en dejlig rumfornemmelse og de store vinduespartier skaber gode lysforhold. Køkkeninventaret er holdt i lyse farver – et virkelig skønt køkken. Trægulvet i stuen er egetræsplanker med gummifuger. I soveværelset og walk-in er der lamelparket i eg. Lofterne er hvidmalet rustiklofter og de jordfarvede klinker samler husets farvevalg med lyse, varme og grålige nuancer.
Havestuen er husets frirum med masser af lysindfald. Til stålterrassen er der adgang fra soveværelset og stuen. Herfra er der kig over hele byen. Også den overdækkede terrasse ved køkken-alrum skaber muligheder for et godt udeliv. En fin detalje i kælderen er den murede, runde bruseniche.