10. marts 2017
Bryggerset – husets mest praktiske rum

Bryggerset er et populært rum

Måske ikke det mest sexede af slagsen, men ikke desto mindre et vigtigt rum. Vi forærer dig her gode idéer til et gennemtænkt bryggers.

Det er rart, når alt har sin plads. Modsat er det ikke realistisk at holde alle rum 100% ryddelige hele tiden. Derfor er det godt, vi har bryggerset – et praktisk rum – hvor du kan systematisere dit ”rod”.

Gennemtænkt opbevaring i bryggerset

Bryggerset får det samlede hjem til at fungere. Når det skal indrettes, forudsætter det, at du ved, hvor meget opbevaringsplads du har i resten af huset. Det er ikke vigtigt, at du får plads til alt i dit bryggers – men det er vigtigt, at du får plads til alt i dit hus.

Start med at notere, hvad der skal være i dit bryggers, og hvad du kan strege fra listen, som er i andre rum i huset. Det kan eksempelvis være følgende, du har brug for plads til i dit bryggers:

  • Vasketøj, kan eventuelt sorteres bag låger eller i kurve, der står på gulvet
  • Strygetøj, hvor kan det hænge, indtil det er strøget?
  • Tøj der skal lægges sammen
  • Tøj der hænger til tørre
  • Sko, for der er mange sko i en gennemsnitlig dansk familie
  • Huer og vanter, i en kasse som om sommeren kan byttes ud med solhat og kasket
  • Skabsplads til overtøj, så ikke alle familiens jakker skal hænge i den pæne garderobeniche
  • Nøgler, affaldsposer, cykellygter, solbriller og andre småting
  • Skoletasker og arbejdstasker
  • Rengøringsmidler, støvsuger og kost
  • Plads til fryser, hvis den ikke er i køkkenet eller redskabsrummet
  • Plads til microovn, eksempelvis bag låge, hvis der ikke er plads i køkkenet
  • Sportsudstyr
  • Plads til ting, der skal med ud af huset, og som kommer ind i huset
  • Barnevogn
  • Kolonialskab, til eksempelvis ekstra toiletpapir og lignende
  • Opbevaring til soveposer, sengetøj, håndklæder og kufferter

Gode idéer til dit bryggers

Det er vigtigt med et godt arbejdslys i bryggerset, da mange familier laver praktisk arbejde i bryggerset. At finde den rigtige balance mellem dagslys og elektrisk lys er vigtig, hvilket du kan læse om her. Suppler eventuelt med lidt musik eller et lille fjernsyn, så vasketøjet kan lægges sammen til din yndlingsserie på Netflix.

Du kommer næsten altid hjem med noget i hånden. Derfor giver det god mening at have afsætningsplads. Det kan eksempelvis være en fin bænk, hvor du kan sætte computertasken, bæreposen eller børnenes skoletasker. Det kan samtidig give ro i hovedet at efterlade ’arbejdet’ eller ’skolen’ i bryggerset.

Der er mange sko og meget overtøj i en dansk familie! At skulle passere tyve par sko, inden du når til køkkenet, virker rodet. Derfor kan du med fordel tænke et skab ind med smalle hylder, der passer til en skolængde, eller et skab med træk-ud kurve, hvor du kan opbevare sko. En anden idé er en niche, hvor jakker hænger frit fremme på knager, og hvor det er okay, at de hænger lidt rodet oveni hinanden.

Ét fast tørrested til tøj er ideelt. Det giver mening at lade vasketøjet hænge fremme uden at have følelsen af, at det virker rodet. Faktum er nemlig, at de fleste har vasketøj til tørre næsten hver dag. Du kan enten have et fast sted til et tørrestativ, eller du kan have ’trække-ud’ snore.

God gulvplads er ikke spildplads! Vi tænker normalt meget over at optimere og indrette pladsen. I bryggerset giver det god mening at have lidt ekstra gulvplads. Eksempelvis til hundekurven, til vasketøjssortering eller til barnevognen. Gulvpladsen kan være under et stykke bordplade, så du samtidig udnytter pladsen.

Glæden ved et velfungerende bryggers

Vi kender om nogen til menneskers udfordringer i boligen. Mange bygger deres bryggers for småt. Det skyldes muligvis, at man ikke opfatter rummet som det mest sexede eller det, som man viser frem.

Vores erfaring viser dog, at det er dét rum, som man bliver mest glad for, når det fungerer godt. Når hverdagen ruller, og der skal være plads til andet end huslige gøremål, giver det mening at have styr på ”rodet”. ¨

Hvorfor skal du have et teknikrum?

Til dig, der har bygget hus – eller har kigget på huse – opdager du før eller siden, at husets tekniske installationer fylder en del. I nye huse er det faktisk en hel del. Mange oplever, når de går ind i et bryggers, og ser en lækker, stor skabsvæg, at blive skuffede. Det meste af pladsen optages nemlig oftest af slanger og ledninger.

Vi er derfor fortalere for et teknikrum. Når du vælger det, skal du ikke bruge skabsplads på alt teknikken. Du sparer de dyrt betalte låger. Du får et rum, hvor du kan tørre våde flyverdragter, og hvor støvsugeren nemt kan stilles ind, uden du skal mosle den ind i et skab. Dine ekstra stole kan opbevares her – og du kan nemt komme til, når du for eksempel skal aflæse vand eller varme.

Vi håber, at du kunne bruge nogle af vores idéer til husets mest praktiske rum. Hvis du ligger inde med nogle idéer til bryggerset, vi ikke har delt, er du meget velkommen til at dele dem med os på kontakt@kfs-boligbyg.dk, så kan andre danske familier få glæde af dem i deres nye hjem.

Inspiration
BESØG VORES INSPIRATIONSUNIVERS, LÆS INFORMATIVE ARTIKLER, FÅ GODE BYGGERÅD OG FØLG MED NÅR VI SÆTTER 'FOKUS PÅ'!

HVORDAN KAN VI HJÆLPE DIG?

Vores byggeområde er Nord-, Midt- og Østjylland

Har du byggegrund?
Hvad er dit byggebudget ex. grund?
Planlægger du at bygge i Nord-, Midt- eller Østjylland?

Du er også velkommen til at ringe til os på 98 37 21 81

x

Få vores online inspirationskatalog i din indbakke.

Det tager kun få minutter!

x

Du kan nemt framelde dig, hvis du ikke længere ønsker tips og inspiration fra os.